Grand Prix, Nano-prinsesserne 4-5 år

Dette er et hold for 4-5 årige piger der kan lide at lave rigtig gymnastik og små sekvenser til god musik. På holdet vil vi fokusere på de små øvelser, som skal styrke dem på forskelligvis og øge deres kropsbevidsthed. Det kan f.eks. være kolbøtter, små spring henover gulv, forskellige hop henover gulv, små balancer, lidt smidighed og hvad vi ellers finder på hen ad vejen, efterhånden som vi lære pigerne at kende. Vi forventer på ingen måde at pigerne kan noget når de kommer eller kan huske sekvenser udenad, blot at de har lyst til at lave gymnastik og have det sjovt sammen med os. Til forskel fra det almindelige puslinge hold, vil vi ikke lave redskabsbaner men i stedet laver vi de sjove elementer som vi vælger at øve igennem en sjov men målrettet leg og der vil være mere fokus på at lave små serier. Vi er 2 instruktører som i mange år har dyrket i grand prix gymnastik, hvilket vi også tager udgangspunkt i når vi vælger elementer til dette hold. Holdet skal på ingen måde til konkurrencer, men vi brænder begge for grand prix gymnastikken og det synes vi også de små piger skal have mulighed for at snuse lidt til, med udgangspunkt i deres alder og det de kan. Til foreningens forårs opvisning finder vi en fin gymnastikdragt så vi ligner de andre grand prix hold og vi sætter håret fint. Vi vil sætte stor pris på, at I som forældre forbereder jeres børn på, at I som udgangspunkt skal sidde i omklædningsrummet, da det er meget forstyrrende at have forældre siddende i salen både for de børn der har forældre siddende og for dem som ikke har. Vi har erfaret, at børnene bare er nemmere når vi har dem alene. Dermed ikke sagt, at hvis der skulle være en enkelt eller 2 der har behov for, at mor eller far sidder der lidt så snakker vi også om det.

Grand Prix, Mikro 5-8 år

Mikro holdet er et hold for dig der er mellem 5 og 7 år (bliver man 5 i efteråret er det også ok). Igennem leg lærer man at bruge kroppen helt ud i tæerne. Vi øver balance, hop, smidighed og styrketræning. Det handler om at lære at træne. Det hele ender ud i en koreografi med en varighed på omkring 2 minutter, som skal vises til Jysk Mesterskab i Grand Prix/Rytme i marts og til Danmarksmesterskaberne i april. Derudover er vi til foreningens lokalopvisning i marts og så holder vi én stor træning med alle de andre hold umiddelbart inden opvisningen for at øve en fællesserie. Det forventes at pigerne møder til træning hver gang, samt SKAL de deltage ved disse tre begivenheder. Vi lægger vægt på udvikling og sammenhold - det skal være rigtigt sjovt at lave gymnastik og det vigtigste er at vi udvikler os! Man skal påregne at bruge penge på træningstøj, dragt, konkurrencer og træningsweekender.

Grand Prix, Mini 8-10 år

Mini 8-10 år er et hold der kan tilbyde en udfordrende træning samt en personlig udvikling til holdets gymnaster. Vi som trænere vil udfordre pigerne både i smidighed, styrke, udholdenhed og sammensatte serier, der skal pointgives ved diverse konkurrencer. Til træningerne bliver der sat fokus på udvikling af den enkelte gymnast samt holdet som enhed - hvor især ynde og udstråling er en ting der kigges meget på. Vi træner holdet op til at kunne præstere det yderste i to serier, som blandt andet skal vises til æstetiske (AGG) konkurrence, samt DM og JM i Grand Prix. Udover det deltager vi ved ca. 2 opvisninger. Det forventes at pigerne møder til hver træning og kun aflyser pga. Sygdom eller andre MEGET vigtige ting. Vi lægger vægt på udvikling og det er vores fokus for træningen! Udover konkurrencerne er der også ca. 2 opvisninger om året, samt to træningsweekender, hvor man bruger hele weekenden på gymnastik og sammen med de andre konkurrencehold i SIF.

Grand Prix, Pige 10-14 år

På 10-14 år trænes der to gange i ugen + månedlige weekendtræninger. Man træner grundtræning - styrke, kondition, smidighed og ballet. Der trænes også balancer, samt spring over gulv og akrobatiske momenter. Alle de grundlæggende færdigheder skal bruges i to koreografier. En med håndredskab og en uden håndredskab. Pigerne får lov til at udfordre sig selv både med og uden redskab. Med disse serie konkurrerer pigerne til JM og DM og udover dette stiller de også op til de æstetiske konkurrencer med deres frie serie. Der er ca. 6 konkurrencer om året. Der er et højt ambitions niveau, og man skal forvente hjemmetræning. Det forventes at pigerne møder til hver træning og kun aflyser pga. Sygdom eller andre MEGET vigtige ting! Udover konkurrencerne er der også ca. 2 opvisninger om året, samt to træningsweekender, hvor man bruger hele weekenden på gymnastik og sammen med de andre konkurrencehold i SIF.

Grand Prix, Junior

Juniorholdet er et etableret hold, som deltager ved både AGG og Grand Prix konkurrencer. Der trænes 2 gange ugentligt, samt hver anden søndag. Der skal forventes at bruge mange weekender, samt tid på hjemmetræning mindst 2 gange ugentligt. Man skal påregne at bruge penge på konkurrencer, eksterne trænere/dommere, træningsweekender og dragt.